Hvad gør en kunstner, hvis malerier ikke kan bruges?
Det er ikke fordi, jeg absolut skulle lave fysiske malerier, at jeg, Klaus Emilius fra KUNSTBIEN, blev kunstner. Tværtimod! For mig hører traditionelle malerier fortiden til. I nutiden kan man ikke lave flere malerier – man skal skabe kunst på helt nye måder.
Jeg vil sige det klart til alle: Du kan ikke blive kunstner i dag, hvis du kun holder fast i det gamle maleri. Det skal være helt slut med de nye malerier. Min kunst blev udelukkende digital, da vi skiftede fra år 1999 til 2000, og den forbliver digital for altid. Det er derfor, jeg er kunstner her i dag.
9. oktober 1999: Dagen jeg blev kunstner
Alt startede med et højskoleophold på Egmont Højskolen i efteråret 1999. Aarhus Kunstmuseum åbnede særudstillingen ”Skandaler i Kunsten” for at udstille det 20. århundredes største kunstskandaler. Men den største skandale var i virkeligheden museets egen elendige tilgængelighed for mennesker med handicap.
Vi mødte op som en gruppe på ca. 30 elever med stokke, kørestole og farvestrålende gevandter. Vi lavede happenings og besværliggjorde indgangen for de 700 inviterede pinger, kulturministeren og museets direktør, Jens Erik Sørensen. Vores budskab var klart: Kulturelle tilbud skal være for alle!
Det var her, jeg trådte ind på scenen og blev til Det Menneskelige Kunstværk.
“Skandaler på hjul” – Mediesensationen
Aktionen skabte et enormt mediepostyr. Museets inspektør forsøgte febrilsk at ringe til højskolens forstander, Ole Lauth, for at få stoppet aktionen, og personalet delte løbesedler ud om, at det kommende AROS i 2002 ville blive handicapvenligt. Men vi flyttede os ikke! Som der blev sagt: ”Hvis I flytter jer på grund af et stykke papir, er det fan’me for billigt sluppet.”
Dagen efter ryddede vi forsiderne. I Politiken den 9. oktober 1999 kunne man under overskriften ”Skandaler på hjul” læse:
”I’m not a rolling stone, I’m a rolling piece of art, står der på Klaus Emilius ’s’ T-shirt. Det menneskelige kunstværk er steget ud af sin kørestol og er ved at krabbe sig op ad stentrappen til udstillingsrummene inde i Århus Kunstmuseum. … En stor del af de knapt 300 indbudte måtte også krabbe sig ind på museet.”
Jeg kom på TV den dag, og jeg husker det som var det i går. Selveste kulturminister Elisabeth Gerner Nielsen måtte kæmpe sig igennem os. Hun udviste stor respekt, holdt sin tale for os udenfor, og blot fire dage senere – den 13. oktober 1999 – offentliggjorde hun en officiel handlingsplan for handicappedes adgang til kulturen og nye krav til arkitektstudiet.
En stor tak til alle, der var med
Jeg vil aldrig glemme denne dag i oktober ’99. Jeg er uendeligt glad for, at jeg var med. En kæmpe tak skal lyde til Bente Sander og Henrik for jeres idé, og tak fordi jeg sagde ja til at gå på TV med det. Tak til alle de fantastiske elever fra efteråret 1999 på Egmont Højskolen, og tak til alle jer, der stadig husker det.
Det var her, fundamentet blev lagt. Det var her, jeg beviste, at det ultimative kunstværk ikke er noget, man maler på et lærred – det er noget, man skaber gennem handling og digitale medier.
Med venlig kunsthilsen,
KUNSTBIEN Klaus Emilius