kunst, som det kommer til udtryk i ordforbindelser som krigskunst, elskovskunst og kogekunst dækker begrebet enhver særlig udviklet færdighed (kunnen).

Denne brede betydning er også den ældste. Kunst forstået som fællesbetegnelse for maleri, skulptur, arkitektur, musik og digtning, de såkaldte skønne kunster, stammer først fra 1700-t. I antikken og middelalderen kunne fx musik, dans, maleri og poesi sammenlignes mht. deres sociale nytte eller skade, men uden at tanken om et fælles grundlag for alvor blev diskuteret.

Ordet kunst kommer af middelnedertysk kunst, afledt af kunnen ‘kunne’; græsk techne, latin ars.

Et andet eksempel er den senantikke lære om de syv frie kunster, der spillede en central rolle i middelalderens dannelsesinstitutioner. Af de syv er det kun musik, der svarer til nutidens begreb om en kunstart.

1700-t.s “system” af skønne kunster, som senere har måttet differentieres og udvides mht. kunstarternes antal, udgør en af forudsætningerne for nutidens betoning af en æstetisk fællesnævner for al kunst. Ikke tilfældigt etablerede æstetikken sig i samme periode som et nyt teoretisk område. Kunstarterne var fælles om at henvende sig til et alment oplyst, borgerligt publikum, der værdsatte de skønne værkers appel til smagen, tænksomheden og den moralske sans.

I Immanuel Kants Kritik der Urtheilskraft (1790) samles en række centrale træk ved nutidens kunstbegreb. Den skønne kunst bestemmes gennem sit modsætningsforhold til natur, til videnskab og til håndværk. Den er fri (autonom) i den betydning, at kunstneren selv skaber de regler, kunstværket følger, og at kunsten ikke tjener noget udefra påtvunget formål.

I løbet af kunstarternes senere udvikling fra romantik til avantgarde mistede det skønne sin rolle som konstituerende del af begrebet kunst. Begrebet kom til at omfatte en række fænomener, der tidligere netop stod i kontrast til det skønne, fx i billedkunsten det sublime og det hæslige, foruden alt hvad der i 1900-t. har kunnet samles under overskriften “The Shock of the New”. At en række kunstneriske bestræbelser tydeligt indeholder kritik af kunstens rolle i kulturen, har ikke for alvor ændret det overordnede kunstbegreb.

Den æstetiske ramme for dette begreb kommer prominent til udtryk i det moderne kunstmuseum. Rækker kunstens historiske rødder tilbage i en religiøs-mytisk verdensorden, fremstår kunstmuseet som et sekulariseret tempel, hvor æstetiske oplevelser har erstattet religiøs andagt (jf. det hegelianske begreb kunstreligion). Ved i princippet at bringe alle tænkelige værker sammen og dermed løsrive dem fra enhver anden social og kulturel sammenhæng er museet det monumentale udtryk for nutidens kunstopfattelse.



En utydeliggørelse af grænserne mellem traditionelle kunstarter — og mellem kunst og ikke-kunst — hører til den nutidige situation. Det normative træk ved kunstbegrebet (at ikke alt, der giver sig ud for kunst, gør sig fortjent til navnet) må konkurrere med den institutionelle opfattelse, at kunst er alt, hvad der af den ene eller anden grund optræder i denne rolle inden for kunstverdenens institutioner. Den samme tendens viser sig, når kunstbegrebets fokus mere og mere almindeligt forskydes fra værket til et åbent spillerum for oplevelse og refleksion hos modtageren